De sidste dage i Nepal

Tirsdag d. 17-11-15

Lørdag blev brugt på at lege turist for sidste gang i Nepal, og denne gang stod den på Swoyambhunath - (bedre kendt som 'the monkey temple'). Nadine, Julian og jeg tog efter morgenmad op til hovedvejen og fik fat i en lokal bus. Dette var endnu engang en sjov oplevelse, fordi vi endnu engang oplevede, hvordan de propper mennesker ind til den er fuldstændig fyldt.. og så ryger resten på taget. Men det er helt okay at køre med og koster kun 20 rupees (mindre end 1,5 dansk krone) i modsætning til taxa'erne, som pga. krisen nu er oppe på omkring de 1000 rupees. 

Efter ca. en halv time blev vi mødt af tre kæmpe store Buddha'er, som symboliserede entréen til templet og parken omkring. Herefter kom vi frem til en plads med en 'world peace fond' - her smed vi alle et par mønter i brønden og sendte tanker til Paris. Derefter klatrede vi op af lidt flere trapper og kom frem til templet. Det er vanvittigt flot - utrolige detaljer og udsigten derfra ud over byen er fantastisk ! 

Efter at have tilbragt en time her, satte vi kursen mod Kathmandu Dhurbar Square, som ligesom Dhurbar Square i Bhaktapur er meget hårdt ramt ovenpå jordskælvet! Her brugte vi også en time på at kigge på arkitekturen, ruinerne og huset, som den levende gudinde bor i. Vi sluttede af med et stykke kage og en falafel-wrap (for sidste gang :( ), inden Nadine og jeg smuttede hen til 'Seeing Hands' for endnu engang at få en omgang massage - det var veltrængt og super ømt ! 
                             Søndag stod vi alle op og tog på arbejde, da vi pga. festivalen havde fri fredag i stedet. Dagen stod på en masse miksning af cement - så vi var alle godt smadret efter job. Søndag blev desuden den dag, jeg for første gang fik et rigtig nepalesisk bad (set bort fra de iskolde bade, jeg har taget i 7 uger) - et 'bucket-bath'! Da vi stadig mangler gas og olie, er det ikke muligt for dem at varme vandet i bruseren. Så nu står den på kogt vand i en spand + koldt vand fra hanen + en lille skål til at hælde med. Og det var fantastisk ! Bedste bad jeg har haft i 2 måneder :D !!!
Efterfølgende gik vi op til bageren, som endelig havde åbent igen! Her sad jeg længe sammen med en ny pige, Anna fra USA, og snakkede indtil vi skulle hjem og spise. 
                             I går var der ikke noget særligt ved: morgenmad, arbejde, Games of Thrones og Harry Potter. Meget stille og roligt. I dag derimod har været FANTASTISK ! Det var sidste dag på arbejde, så allerede fra morgenstunden kommanderede Lindsey (en af koordinaterne) at alle de andre frivillige skulle hjælpe at fylde min 'love tank', så jeg kunne mærke kærligheden inden min afgang i morgen - og det skal jeg love for at de gjorde ...  Turen derhen bød på høj musik og god stemning, og også på pladsen fik vi både danset, sunget og grinet en masse. Det var simpelthen så dejligt ! 

Dagen sluttede af med Tika og et tørklæde til mig, samt et stort tak fra inspektøren. Derefter tog vi hjem og jeg måtte sige farvel til koordinaterne og ingenøren - det var deprimerende. Herefter tog vi op til bageren og jeg blev positivt overrasket over at næsten alle fra begge huse dukkede op for at være med og sige farvel ! Så her fik vi snakket en sidste gang og jeg fik sagt farvel til alle fra det andet hus. Endnu engang meget trist !
Aftenen har nu stået på et sidste afsnit Games of Thrones med Colin og Jan, sidste middag og nu er jeg kommet til sidste overnatning! Det er simpelthen så mærkeligt !

Min hostfamilie har sagt, at jeg skal blive og tilbudt mig at blive en af deres døtre - så jeg har fået flotte tilbud. Men jeg ser nu engang frem til at komme hjem og se folk igen -- og spise dansk mad !!!! 
                             I morgen skal jeg bruge dagen på at pakke og suge de sidste indtryk af Nepal til mig, inden jeg bliver kørt til lufthaven 16.30. 

Der er ikke længe til vi ses Danmark ! Det er så vildt :D  

Sygdom, festival og Bhaktapur

Fredag d. 13-11-15
Lørdag i sidste uge var en kedelig dag. Det var Lucs sidste dag, så vi hyggede bare herhjemme med Games of Thrones og snak samtidig med, at han pakkede. Det var rigtig øv at skulle sige farvel. Derudover blev jeg denne aften ramt af en ordentlig omgang madforgiftning, som jeg har kæmpet med ligesiden. Lørdag aften og nat var derfor blandt de værste her, og der var flere gange tale om en ambulance, fordi det varede mere end 8 timer. .... Danmark er så langt væk i disse situationer.
                            Søndag vågnede jeg dog op og havde det en del bedre, samt følte en kæmpe sejr over at have klaret det alene og uden at tage til lægen. Jan, Jilian og jeg tog til Thamel om formiddagen og gik rundt og kiggede på småting. Vi tog en tuktuk derind - en lille eldrevet vogn, med plads til 6 mennesker (læs: vi blev fyldt op med 15 mennesker) - som var en super sjov og billig (!!) oplevelse. Søndag aften fik jeg det dog skidt igen og gik derfor tidligt i seng.
                             Mandag vågnede jeg op og havde det igen bedre. Jeg debatterede længe med mig selv om, hvorvidt arbejde var smart. Men eftersom jeg nærmer mig enden, mente jeg det ville være federe at komme af sted. Det fortrød jeg inderligt, da jeg 2 timer efter måtte tage en taxa hjem og knapt nåede ind af døren før madforgiftningen tog fat igen.
Jeg tilbragte derfor mandag, tirsdag og onsdag herhjemme. Dagene har derfor ikke stået på meget andet end Games of Thrones, kedelig risret, som til gengæld er super god for maven, og Harry Potter læsning (NÆSTEN FÆRDIG MED NUMMER 1 OG HVOR ER DEN BARE MEGET BEDRE END FILMEN).

                             I går tog jeg igen på arbejde. Maven er stadig ikke god, men trods alt bedre. Pga. festivalen var det en kort dag, så vi arbejdede i 3-4 timer, før vi tog hen på den anden skole og mødtes med de andre. Her hyggede vi lidt inden et kort møde med ingeniøren fra deres skole, som forklarede om bygningen, inden vi tog hjem til skoleinspektøren og blev introduceret til ritualerne omkring Tihar (den nye festival). Det er brødrenes festival, så alle drengene blev sat på en række. Udfor dem blev der drysset hvidt pulver ud fra en skabelon, som formede en blomst. Herefter begyndte os piger at dekorerer dem i forskellige farver. Der blev derefter lagt blomster, æbler og appelsiner på. Vi blev så udnævnt som storesøstre for drengene og skulle derfor give dem tika. Denne tika består af mange farver, hvor den normale kun er rød. Herefter gav vi dem en blomsterkrans på, bandt en snor om håndledet og fik som tak penge af drengene. Efterfølgende sad vi alle ned og fik mad at spise og blev budt på hjemmebrygget alkohol (som jeg dog måtte takke nej til). Det var rigtig hyggeligt og sjovt at opleve. Efterfølgende tog vi hjem, gik i bad og gik så op til pubben, hvor vi brugte resten af aftenen inden vi tog hjem til aftensmad.
Gaderne og dalen er endnu mere fyldt med lys, musik og god stemning og det er ubeskriveligt, hvor hyggeligt, det er, at gå rundt her. 

                             I dag vågnede jeg igen med ondt i maven. Jeg valgte dog, at det ikke skulle stå i vejen for dagens planer - Bhaktapur. Efter morgenmad og pakning gik Jan, Nadine, Jilian og jeg op til vejen og ledte først efter en bus, men gav op og tog en taxi. Vi blev sat af ved indgangen til Bhaktapur Dhurbar Square, hvor man skulle betale entré på 1500 rupees. Herefter gik vi lidt rundt på pladsen, inden vi begyndte at følge Lonely Planets gåtur rundt i Bhaktapur. Turen bød en masse templer, små lokale gader og utrolig ødelagte områder. Hvis vi troede, vi havde set ødelæggelse før, så tog vi fejl. Mange bygninger var halverede og flere hundrede telte og skure var sat op som erstatning for ødelagte hjem. Det var på en og samme tid utrolig fascinerende og ekstrem deprimerende. Arkitekturen i Bhaktapur er fantastisk, da mange af huse og templer er flere hundrede år gamle - men derfor også ekstra sårbare overfor jordskælvet - og indgraveringerne i træværk og metaller er ubeskrivelige. På Dhurbar Square var der sat billeder op af templer, som havde været der, foran deres ruiner, så man kunne se hvordan, det havde set ud før jordskælvet. Jeg faldt i snak med en nepaleser, som fortalte, at han havde mødt mange frivillige, men aldrig nogen, som arbejdede i Bhaktapur. Det var skræmmende at høre, for Bhaktapur ser ud til at have brug for mere hjælp end mange andre steder.
Skræmmende var det også at se, hvordan deres flod var fuldstændig proppet med affald. Jeg har set affald mange steder her og mange gange været udsat for deres bål med affald - de sætter bare ild til det for at komme af med det. Ingen containerplads, ingen filter. Lugten af brændt plastik hænger overalt. Men her var det værre end alt andet jeg har set.
Jeg er super glad for, at jeg nåede at se Bhaktapur og vil klart anbefale det til alle. Men det er også et syn, jeg tror, vil hænge ved i lang tid og mærker en meget dybt.
Nu er vi tilbage i Bagdol, hvor vi slutter aftenen af på café.

Hjemme fra Annapurna Circuit

Torsdag d. 05-11-15
Soooo.... Hjemme igen fra Annapurna. Vi gik hele vejen til Manang, men herfra tog Luc og jeg så hjem pga. pengemangel og tidsmangel. Luc tager nemlig hjem lørdag. Anyway... Annapurna er FANTASTISK. Aldrig har jeg set så flotte udsigter og nydt stilhed og frisk luft så meget. Vi tog til Pokhara sidste søndag, hvor det var meningen, at vi skulle have vores ACAP og TIMS og desuden mødes med Anne. Men busturen fra Kathmandu lagde ud med 2 timers ventetid i kø for benzin, så da vi endelig kom frem til Pokhara, var det ikke længere muligt at få dem. Vi ville være nødt til at vente til næste dag, men vi ville i gang, så vi sov på et hotel og tog af sted til Besi Sahar tidligt mandag morgen kl. 6. Ved bussen stod flere sælgere med varme chokolade croissanter og chokoladeboller, så det var et ekstra plus inden 5 timers bumlet bustur begyndte. Vi kørte i en lokalbus, som var fuldstændig proppet. Men det var en super sjov oplevelse endnu engang at køre med alle de lokale. Da vi kom frem til Besi Sahar fik vi fat i vores ACAP, blev registreret på TIMS kontoret og spiste frokost, inden vi begyndte den første vandring. Det tog ca. 4 timer at nå til det første guesthouse i Bhulbule. Vi var allerede godt trætte, og jeg havde meget ondt i ryggen pga. min rygsæk. Efter at have siddet i en halv time og få noget mad, var vi dog friske igen, så Anne og jeg gik en tur rundt i nabolaget - uden rygsække. Det var super smukt og sjovt at se hvordan de lokale boede.
                             Tirsdag vågnede vi omkring kl.7, spiste morgenmad og pakkede så tasker. Herefter satte vi kursen mod byen Syange. På vejen blev vi endnu engang mødt af flotte udsigter. Solen stod højt, så det var rigtig varmt, men dejligt. Undervejs føltes min taske dog tungere og tungere og efter 4 timers vandring i sol og op af trapper, kollapsede jeg fuldstændig. Min ryg var fuldstændig smadret, jeg var utrolig svimmel og hele min krop rystede. Min rygsæk fungerede tydeligvis ikke for mig og var for tung. På daværende tidspunkt var jeg klar til at tage min taske på stedet og tage den første jeep hjem. Jeg var så træt. Men vi blev enige om at fortsætte det sidste stykke til byen Bahundanda, hvor vi fik frokost.
Efter at have fået noget mad og slappet af, var jeg i meget bedre humør og havde det meget bedre. Jeg valgte at ansætte en porter (bærer), så jeg ikke behøvede at tage hjem. Og sådan mødte vi Ramesh, som blev vores lokale guide den næste uge. Ramesh kan ikke meget engelsk, men var super sød, og takket være Nihit, som kan nepalesisk, var vi i stand til at kommunikere. Efter frokost fortsatte vi så til Syange. En tur jeg nød langt mere end før, da jeg ikke længere skulle tænke på tasken. Da vi kom frem til Syange, smed vi taskerne på værelserne og gik så op til et vandfald i nærheden. Her var et 'kar' bygget til at samle vandet og føre det ned til byen, og dette 'kar' blev vores egen lille infinity pool. Vandet var ISKOLDT - men det var hamrende sjovt ! Udsigten var ubeskrivelig og hele oplevelsen var blandt de bedste i mit liv. Helt fantastisk. Det viste sig desuden at gøre godt for vores muskler. Vi følte os alle meget bedre tilpas efterfølgende.

                             Onsdag satte vi kurs mod byen Tal. Denne dag bevægede vi os for første gang rigtigt væk fra jeepsporet og ind på de rigtige vandrestier. Det var helt fantastisk ! Mega hårdt, fordi det bestod af en masse 'trapper' (sten tilfældigt placeret i forskellige niveauer), men udsigten var så fascinerende! Det var som om, man var en del af optagelserne til Hobitten. Skyerne stod ned over bjergene, så man følte sig tæt på himlen. Og jeg var meget fascineret over, at der faktisk boede mennesker så øde. 10 minutter inden vi nåede frem til Tal, begyndte det at regne. Det var en forsmag på nattens vejr, hvor det stod ned i stænger, lynede og tordnede.
                             Vi havde haft tøj oppe og hænge i løbet af natten, så det var gennemblødt, da vi vågnede torsdag morgen. Vi måtte derfor bruge taskerne som tøjstativ i løbet af dagen. Torsdag var dog en fugtig dag og kold dag generelt, så det hjalp ikke meget. Vi tog en let dag og stoppede derfor i Danaque. En meget lille landsby. Her rykkede vi ind i et guesthouse, som mindede om en skihytte. Det var vildt hyggeligt - men mega koldt ! Der blev tændt op i brændeovnen i spisesalen, og vi samlede os alle dernede til en hyggelig snak og læsning. Derudover kunne vi rent faktisk få et varmt bad her, så også det var på programmet inden vi gik i seng.          Efter flere timers vandring har vi været så trætte hver dag, at vi går i seng omkring kl.20.30. Det er helt skørt :P
                             Fredag lagde vi så hårdt ud med at stige 500 meter ved at gå op ad en stentrappe og vade op af mudrede, stejle stier i skove, inden vi nåede til Timang. Det var vanvittigt hårdt ! Jeg kan love jer for det var en ordentlig omgang motion ! Men det var hamrende sjovt og smukt. Vejret var utrolig klart den dag, så vi kunne se meget længere end tidligere og snebeklædte bjerge fyldte udsigten 360 grader. Gruppen splittede op i dag, fordi vi gik i forskelligt tempo. Det betød, at Anne, Ricky, Nihit, James og jeg ventede i en time på, at de andre skulle komme op til os. Solen skinnede dog kraftigt, så vi nød varmen imens. Men det skete aldrig. Vi gættede, at de havde valgt en anden vej end os og valgte derfor at fortsætte. Da vi står for enden af endnu et bjerg, som vi skal op af, får vi øje på dem på toppen og råber op. Det viste sig ganske rigtigt, at de havde taget jeepvejen og desuden havde ventet 45 min på os i en anden by. Så vi var gået helt skævt af hinanden. Vi fortsatte  sammen og spiste frokost i Koto, inden vi slog os ned hos et guesthouse i Chame. Chame ligger næsten helt ned til floden med smeltevand og vi havde hørt, at der skulle være en  varm kilde tæt ved, så der gik vi ned. Den varme kilde var ikke større end et mini bassin og ikke dybere end 20 cm. Men det blev til et varmt fodbad til alle de trætte fødder. Det var super sjovt og anderledes. Det var nemlig en del af floden, blot afskærmet af nogle sten, så man kunne sidde men en fod i kogende varmt vand og den anden i iskoldt.
                             Natten til lørdag var en laaaang nat. Jeg var begyndt at tage Diamox mod højdesyge, som har den bivirkning, at man skal meget på toilettet. Det betød, at jeg vågnede mere end 5 gange og måtte forlade min varme dyne til fordel for et iskoldt gulv. En anden bivirkning er at det begynder at prikke i ens hænder og fødder, som om de sover. Det mærkede vi også en del til. Jeg snoozede min alarm en del den morgen, men da vi først kom op og af sted, blev det en fantastisk dag. Anne og jeg gik sammen i hver vores lille verden og nød stilheden og udsigten. Før vi så os om, var alle de andre ude af syne. Vi satte os og ventede i 20 min, men uden held. Vi valgte derfor at fortsætte, da vi havde aftalt, at vi skulle mødes ved næste by, hvis det skete. Der var dog lang vej til næste by, så vi tog det stille og roligt og tog en masse pauser. Vi følte dog hurtigt, at vi var meget langt bagud, så der gik lidt bekymring i den.

Da vi ankom til byen Dhukur Pokhari, forventede vi at se dem sidde og vente på os. Men der var ingen, vi kendte. Jeg ringede til Nihit, og det viste sig, at vi var utrolig hurtige. Vi var nemlig 30 min foran dem. (Jeg har åbenbart arvet min fars evne til at gå alt alt alt for stærkt :D ). Anne og jeg satte os og bestilte frokost, som var klar, da Nihit, Ricky og James ankom. Der gik yderligere 20 min, før Luc, Ramesh, Tom og Colin dukkede op. Vi blev enige om, at det ikke fungerede og at vi fremover gik sammen. Efter frokost fortsatte vi til Upper Pisang. By far den flotteste udsigt all in all. Vi gik igennem en ubeboet dal og havde derfor 360 graders mountain-view hele vejen. Og det var alt fra 'små' bjerge til Annapurna II, som er omkring 7.900 meter høj, vi fik lov at se.
Vi slog os ned hos et guesthouse med tagterrasse. Her satte vi os og spillede kort sammen med to mænd fra Holland, som også var på vej rundt. Solen lunede helt vildt og det var skønt - lige indtil solen gik ned bag bjerget og temperaturen skiftede fuldkommen, så vi måtte ind og have varmt tøj på. Herefter gik Nihit, Anne og jeg en tur rundt i lokalområdet. Her fandt vi op til et tempel, hvorfra udsigten var skøn. Vi satte os indenfor og lyttede til bønnen og trommerne og fik serveret varm citronlemonade. Det var en utrolig oplevelse! Vi fortsatte derefter videre rundt, indtil det blev for mørkt. Aftenen fortsatte med hygge ved brændeovnen og kortspil med hollænderne.
                             Søndag delte vi os op i to grupper. Dem som ville gå den nordlige rute, som bød på flere stejle veje og flotte udsigter, og dem, som ville tage det stille og roligt og gå den korte vej. Jeg selv sprang på den korte, da vablerne havde overtaget og jeg derfor ikke ville byde mig selv 8 timers vandring. Anne, Luc, Colin, Tom, Ramesh og jeg sov derfor længere og begyndte langsomt at traske til Manang kl. 10. Vejen bød dog stadig på fantastiske syn (... det er altså umuligt at undgå heroppe) og også snebeklædte veje mødte os. Efter 2,5 time nåede vi til Hongde, hvor vi fandt et lille hus, som serverede kanelsnegle (læs: Helene blev vild i øjnene og nægtede at gå videre, før hun havde fået en). En kanelsnegl blev til to - for os alle sammen !! - og vi blev siddende i godt 45 min, før vi fortsatte til Manang.Manang er den sidste 'store' (læs: mindre en hvad vi normalt kalder by, men består dog af mere end 6 guesthouse) og det er typisk her, man holder en hviledag for at vænne sig til højden.  Vi blev derfor i Manang frem til tirsdag morgen.
                             Mandag var en stille og rolig dag, som blot stod på læsning, hygge og en mindre gåtur med Anne ned til en sø i området, som vi traskede rundt om. Derudover påbegyndte vi serien 'Games of Thrones', som jeg nu er utrolig hooked på.
                             Tirsdag morgen stod Luc og jeg tidligt op, da vi skulle af sted med jeep kl. 7. Luc skal nemlig hjem lørdag, så han var i tidspres, og jeg selv måtte stoppe pga. mangel på penge. Pga. krisen med Indien og den manglende benzin var der kun én jeep, og vi måtte presse 15 mennesker ind i den. Luc og jeg sad derfor bagi på ladet, sammen med en flok nepalesere på vores alder, som vi snakkede en del med. Når jeg tænker på turen nu, griner jeg og synes det er yderst morsomt. Men under selve turen føltes de 10 timers jeeptur, som nogle af de længste i mit liv! Vejene er sjovt nok ikke de bedste oppe i bjergene, så i 10 timer bankede vi ryg, arme, ben og hoved ind i siden af bilen. At sidde på kartofler og kål gør det heller ikke mere behageligt. Resultat = Luc og jeg har mere end 30 blå mærker over hele kroppen (Luc har endda en decideret bule på ryggen) og kunne knapt bevæge os uden det gjorde ondt. Men det var en oplevelse og vi mødte nogle rigtig søde drenge på turen, som hjalp os hele vejen til Kathmandu. Vi sov først en nat i Besi Sahar, før vi satte os på en lokal minibus med kurs mod Kathmandu. Denne gang tog turen dog 'kun' 6 timer og vi havde sæder at sidde på - så det føltes som himlen!
Efter ankomst til Thamel, Kathmandu, købte vi en falafel-wrap inden vi satte kursen hjem. Vi var begge ekstrem trætte og planen var blot at stene med Games of Thrones hele aftenen. Mens vi har været væk, er der dog kommet en del nye drenge, så jeg skulle rykke ovenpå til et nyt værelse for at gøre plads til dem. Til gengæld har jeg  fået en kvindelig roommate - så jeg er ikke længere den eneste pige :D.
                             I dag, torsdag, har Luc og jeg valgt at blive hjemme for at indhente noget søvn ovenpå 20 timers hjemtur. I morgen fortsætter arbejdet dog - og Luc har sidste arbejdsdag. I weekenden er min plan for første gang at blive hjemme - måske en mindre tur til Thamel.

Jeg er fuldstændig proppet med indtryk! Selvom vi kun nåede halvvejs rundt om Annapurna, har jeg set så mange smukke ting. Lige meget hvor man kiggede hen, så man på en udsigt, som man ellers kun ser på postkort. For mig foregik meget af turen i stilhed, fordi jeg bare havde travlt med at nyde luften, udsigten og renheden. Det blev en tur med masser af tanker om Nepal, om fremtiden og om mine drømme. Og det er en tur jeg klart vil anbefale alle at tage! (Dog med en langt mindre rygsæk!). 

I dag er det 6 uger siden jeg tog af sted Det er slet ikke til at forstå ! Og om 2 uger står jeg igen med fødderne plantet på dansk grund. Jeg ser virkelig frem til dansk mad (læs: kartofler, krebinetter, rødt kød, sushi - selvom det ikke er så dansk - og BACON) og glæder mig helt vildt til at se min familie og venner igen. Men hvor er det vildt at jeg kun har to weekender tilbage :O

Jeg har pt. problemer med overførsel af billeder fra mit kamera, så for nu må i nøjes med billeder fra telefonen.

Håber I har det godt! 

Festival, frihed og glade dage!

Torsdag d. 22/10-15
Så er det blevet tid til endnu en update... Dagene flyver simpelthen af sted hernede med høj fart.
So... De sidste dage i sidste uge stod på mere arbejde, men alle var en smule trætte og demotiverede, så der gik også meget basketball og pjat i det. Men vi er noget længere og kan se fremskridt :D
Fredag sluttede drengene af med at påbegynde en vandkamp - dem mod mig ... Resultatet var en gennemblødt Helene, som måtte tage våd ind til Thamel direkte efter arbejde. Vi morede os dog og efter et bad med masser (læs: stort overforbrug - da vi snakker om muddervand med cement, sand, mursten og dyr i) af sæbe på vores hotel, tog vi ud i byen igen. Julia og jeg havde bestilt tid til massage på klinikken 'Seeing hands', så her tog vi ned først. Seeing hands er et engelsk projekt, hvor man har valgt at uddanne blinde Nepalesere til massører , så også de kan få et job. Det var noget af en oplevelse! De var super dygtige til engelsk og havde fuldstændig styr på hvad de lavede. Det var smertefuldt - jeg havde nemlig bedt om sportsmassage - men føltes vidunderligt bagefter. Vi gik direkte til restauranten 'Ice and Fire' og fik for første gang i Nepal pizza. Det var HERLIGT !!! Maden var super lækker, og vi havde en hyggelig aften. Vi var dog lidt skuffede over, at maden ikke kom samtidig.
Efter maden satte vi kursen mod udkanten af Thamel, hvor Tom (en tidligere frivillig) har lejet sig ind i en lejlighed og holdt fest. Vejen derhen var noget af en oplevelse. Først satte vi os op i en Rikshaw (en cykeltaxi) alle tre og blev kørt til et hotel, som skulle være i nærheden. Manden kæmpede sig igennem gaderne - han var for høflig til at sige noget, men tre på en cykel var vidst lige tungt nok. Det vidste sig så, at der stadig var et godt stykke. Vi fik stoppet en bil med et par fyre, som ville give os et lift - men vi endte med at køre den forkerte vej og måtte derfor alligevel gå et stykke. Vi nåede dog frem og var hos Tom i lidt over en time. Herefter satte vi kursen mod Thamel til fods. På vejen gik Julia og jeg og leg 'find en sang med ordet ___' ... Det var vildt hyggeligt! Herefter tog vi på klubben 'OMG' - navnet siger det hele :P - hvor vi festede til de lukkede. Herefter tog vi tilbage til hotellet, hvor vi snakkede til kl. 3.20.

        Lørdag stod vi op kl. 5.30 for at gå ned til Kantipath igen og snuppe bussen mod Chitwan. Turen var ligeså bumlet, som den var mod Pokhara og da vi stoppede for morgenmad, måtte vi endnu engang løbe efter bussen, som begyndte at køre før vi havde fået vores mad. Efter 7 timer nåede vi frem til et super hyggeligt hotel. Vi spiste frokost med det samme. Herefter slappede vi af i en times tid, før vi gik på gåtur i junglen. Vi blev præsenteret for deres elefanthuse, som de er meget stolte af. Men de mandlige elefanters fødder er bundet fuldstændig sammen - åbenbart fordi de kan være meget aggressive - det var meget ubehageligt at kigge på. Derefter gik vi blot og kiggede lidt på landskabet inden vi så solnedgangen nede ved floden. Det var super smukt. Derefter gik vi tilbage på hotellet, hvor vi spillede kort indtil vi skulle spise og herefter stod aftenen blo på snak, indtil vi lagde os til at sove.

         Søndag stod vi op kl. 6 for at spise morgenmad en halv time efter. Vi tog derefter ned til floden, satte os i en båd og sejlede af sted. På vejen passerede vi adskillige krokodiller, så det blev anbefalet at blive i båden :P Vi stod ud af den længere inde i junglen og fortsatte til fods. Her blev vi udsat for adskillige insekter og jeg blev bidt af en igle. Det var  sjovt! På vejen passerede vi også et næsehorn. Det var en vild oplevelse. Næsehornet var ikke mere en 5 meter fra os og vi måtte være helt stille for ikke at genere den. Turen tog i alt 3 timer og da vi kom tilbage, var vi fuldstændig smadrede og trætte. Vi lagde os blot i sengen indtil frokost. Herefter tog vi på endnu en tur i junglen, denne gang på jeep-safari. Her stod den mest på fugle, dådyr og en enkelt krokodille. Det var sjovt at se junglen fra en anden vinkel, men det føltes en smule turistet, da vi kørte sammen vej frem og tilbage og derfor kun fik 1 rute at se. Vi ville gerne have været dybere :P Vi så desværre ingen tiger :(

Herefter tog vi hjem til aftensmad, hvor vi sad længe og snakkede. Til sidst vand trætheden dog over mig og jeg gik i seng.

          Mandag stod vi igen op kl. 6 for at tage ud og se på fugle nede ved floden. Vi var alle en smule skeptiske, da fugle ikke er vores største interesse og vi var trætte, men da vi kom derned, stod der flere næsehorn og badede i floden. Det blev derfor en super fed tur alligevel. Bagefter tog vi tilbage til hotellet, pakkede vores ting og satte kursen hjemad. Vi måtte sige farvel til Anne, som skulle videre til Pokhara, hvor hun skal arbejde på miljøprojektet. Hun slutter sig dog til os i næste uge, når vi skal vandre i bjergene (JEG HAR NEMLIG VALGT AT TAGE MED TIL ANNAPURNA!!!!), så det er kun midlertidigt. Turen hjem var rigtig hyggelig. Julia og jeg sad og snakkede om hele oplevelsen ved at være i Nepal. De mange indtryk, som man oplever. Alt det gode. Alt det negative. Og den underlige følelse ved at føle sig hjemme i et andet land. 

                        

 Det er simpelthen så svært at beskrive! Forleden blev jeg stillet det mest simple, men samtidig det sværeste spørgsmål. 'Hvad er dine tanker omkring turen 'so far'?'. Jeg sad længe og tænkte over det rigtige svar. Men jeg kan ikke give jer det. Slet ikke i en kort version. Hver dag oplever jeg så mange ting. Rigtig mange af dem har været blandt de bedste oplevelser i hele mit liv. Jeg er omgivet af søde mennesker og er kommet meget tæt på flere af dem. På andre tidspunkter oplever jeg ting, som skræmmer mig og gør mig så forarget, at jeg får lyst til at pakke min kuffert lige med det samme og tage hjem til dejlige, trygge Danmark. Jeg har ikke fortrudt, at jeg er her. Og jeg vil anbefale alle at gøre det samme. Man lærer sig selv at kende på en anden måde og man bliver virkelig udfordret. Til tider er det virkelig en kamp. Men størstedelen af tiden er det den fedeste oplevelse.

Anyway... Vi blev sat af i Thamel, hvor vi gik rundt og småshoppede lidt. Vi fandt en butik, hvor de sælger Haribo og chokoladekiks - så jeg er i himlen. Og de andre blev overbevist om at det var lækkert , så de har også købt et lager med hjem. Vi spiste på 'The French Bakery' - de havde dog ingen kanelsnegle, så jeg måtte nøjes med french toast. 

Luc, Julia og jeg fortsatte shopperiet lidt efter - hvilket endte med at koste mig dyrt, da jeg faldt over en fantastisk læderjakke, som nu er grunden til, jeg kommer til at leve at rugbrødsmadder resten af mit liv. Men den var flot!!! Julia havde fået lov at overnatte hos os, da hun ellers ville være alene hos sin værtsfamilie. Så vi tog alle hjem og spiste. Herefter snakkede vi indtil kl. 1, hvor søvnmanglen meldte sin ankomst og vi endelig faldt i søvn..
             Tirsdag stod vi op lidt før 8, spiste morgenmad derhjemme og satte derefter kursen mod Thamel, hvor Julia skulle købe de sidste gaver og jeg fik købt lidt også... remember I said I was broke yesterday?... that's even more true now :( . Vi spiste på taget af restauranten 'Helena's'. Det var rigtig hyggeligt, men maden var ikke overbevisende. Herefter tog vi til hotellet 'Shambala', som har en 'infinity-pool' på taget. Her brugte vi hele eftermiddagen og spiste os fede i snacks. Internettet var super godt, så jeg fik skypet lidt og vi fik også set 'Inside nature's giants', hvor de fangede en flodhest og skar den op for at studere dens krop. Det var vildt underligt, men også super sjovt og spændende (ikke lige hvad jeg havde forudset at gøre i Nepal)! Til sidst udfordrede Luc mig til at hoppe i vandet, fordi jeg havde betalt for det, men syntes det var for koldt. Det gjorde jeg så, og det var skønt at svømme rundt, samtidig med  jeg kunne se udover hele Kathmandu by night.
Vi afsluttede aftenen med middag på OR2K, hvor Julia og jeg blot delte en pasta. Luc følte sig småsyg, så vi tog en taxa hjem. Chaufføren var super sød - fortalte os om Nepal, hvad vi burde se og lod Julia trykke hornet i bund. Han grinte af os, da vi kommenterede på, at de bruger hornet meget. "There's a dog" *dyyyt*... "There's a cat" *dyyyt*... "There's a car" *dyyyyt*. Det blev vidst en leg for ham at gøre det så meget som muligt på turen. Da vi kom hjem, så vi the Notebook, som Luc og jeg havde købt. Jeg var dog så træt, at jeg faldt i søvn undervejs. Tragisk at gøre til den film. Men nødvendigt.
                I går vågnede vi igen omkring 8 og spiste morgenmad med familien. Derefter satte vi os op på taget i 25 + grader. Vi fik tika af vores værtsfar, som start på dagen. Tika ønsker held og lykke. Familien havde købt en ged, da man per tradition slagter en ged og tilbereder den i løbet af dage. Vi var alle med til at se det, selvom jeg måtte holde mig på afstand for ikke at besvime. Det var en ubehagelig oplevelse, men en del af kulturen. Festivalen minder på mange måder om jul. Familien samles, der laves god mad (som denne gang blev tilberedt over et bål pga. benzinmangel), man spiller kort, børnene får gaver og lignende. Det er en meget speciel oplevelse at være en del af. Desværre tog Julia hjem i går, hvilket er ret hårdt, da vi er blevet meget tætte. Heldigvis bor hun i England, og vi har allerede planer om at mødes og se forestillinger sammen i London, besøge hinandens familier og tage til Californien næste sommer for at besøge Luc. 

Der er desuden kun 3 dage til, at vi sætter kursen mod Annapurna Circuit. Anne har sendt mig billeder fra hendes nye hus, som ligger i det område, hvor man starter vandringen. Udsigten er fantastisk ! Det bliver garanteret virkelig hårdt. Men jeg er sikker på det bliver det hele værd!
               I dag har vi fået den sidste  Tika, som afslutter festivalen. Den ønsker held og lykke for fremtiden. Samtidig med den bliver lagt på, siger manden i huset en bøn for en og man får derefter penge, som ønsker rigdom i livet. Alt er lukket i dag, så dagen står på afslapning. 

Håber fortsat I har det fantastisk i kolde Danmark. Jeg tænker virkelig meget på jer. Og sender mange solrige hilsner herfra :P

Endnu en update

Endnu en opdatering fra Nepal.

Det er svært at beskrive alle de ting og indtryk man løber ind i på en uge. Hver dag er fyldt med nye oplevelser, som tager pusten fra en - enten fordi det er fuldstændig fantastisk eller mega skræmmende.

Natten til mandag i sidste uge blev jeg ramt af madforgiftning - noget jeg blot har ventet på, da alle bliver ramt af det hernede. Dette stod på i 48 timer og påvirkede mig mere end forventet. At være i et fremmed land, et fremmed hus og alene (alle andre var på arbejde) var meget overvældende. Men min værtsfamilie tog sig heldigvis godt af mig og sørgede for mad og drikke, som skulle hjælpe. Det var på dette tidspunkt, at kulturchokket ramte mig hårdest. Onsdag havde jeg det væsentlig bedre og tog derfor på arbejde. Her glemte jeg alt om kulturchok, nyt land og distancen til Danmark. Man kan nemlig ikke løbe fra, at jeg er omgivet af ekstrem søde mennesker - flere, som jeg håber på at holde kontakten med fremover.
                            Tirsdag havde de færdiggjort arbejdet på skolen, så vi blev kørt ud til en ny denne onsdag. Her blev vi mødt af flere hundrede børn, som stod på række og bød os velkommen, gav high-five og vinkede. Stemningen på denne skole er noget helt andet - meget bedre. Det er simpelthen så hyggeligt. Onsdag-fredag stod på gravning af huller, som skal udgøre fundamentet for væggene og lokalerne. Vi fik derfor alle en hakke og en spade i hånden, og så var der ellers dømt hårdt, manuelt arbejde for alle pengene. Dette resulterede i mange vabler, sår og blå mærker - men man kan til gengæld virkelig se forskellen fra dag til dag. Og på trods af hårdt arbejde forsvandt glæden fra arbejdet ikke - hver dag hernede er fyldt med grin og gode samtaler. Det kan slet ikke beskrives. 

                             Fredag tog Julia, Luc, Ricky og jeg til Thamel, hvor vi ville sove natten over, inden vi skulle tidligt op og på tur om lørdagen. Her gik vi rundt og småshoppede lidt (læs: meget lidt! og vær stolt af mig), før vi spiste på den vegetariske restaurant OR2K - som laver vanvittig god mad! Det var en stor succes. Til sidst fandt vi et sted, hvor man kunne få massage. Dette var en speciel oplevelse, da fyren måtte ringe efter massørerne.  Vi valgte hver sin slags massage - men fik alle den samme (dog til hver sin pris) og fandt senere ud af, at der ikke står noget om den nogen steder på nettet. Alt i alt en meget speciel oplevelse - men massagen var nu udmærket.
                             Lørdag stod vi op kl. 5.00 og gik ned mod Kantipath, hvor alle turistbusserne holder. Det vidste sig at blive lidt af en udfordring at finde den rigtige bus, da alle mændene pludselig var fra Projects Abroad og alle kørte mod Pokhara. Til sidst gik Julia og jeg ind og satte os på et bageri og lod drengene klare jagten. I stedet spiste vi croissanter og kanelsnegle (undskyld Ricky ;) ) - og vi fortrød det ikke! Det var det bedste bud på rigtige croissanter og kanelsnegle, jeg har prøvet hernede  - (jeg savner gifflar !!!!) - så jeg var glad.
Herefter begyndte 8-timers bumlet bustur (læs: rutsjebane). Vejene er nemlig så dårlige, at man hopper rundt. Dette resulterede i et par buler i hovedet, hos dem som sad ved vinduerne under nogle blæsere, men alt i alt var det en rigtig sjov oplevelse, og tiden gik faktisk væsentlig hurtigere, end jeg havde troet. Da vi kom frem til hotellet, var der arrangeret en mindre sejltur for os, så vi gik ned til søen og blev sejlet ud til en lille ø og tilbage igen. Derefter gik vi op og ned af gaderne og kiggede på nogle gaver til Lucs familie og spiste herefter på 'The Lemon Tree'. En super hyggelig restaurant med tagterrasse, som lavede rigtig god mad - dog med undtagelse af min skinkeschnitzel. Jeg var nemlig så klog at forsøge endnu engang på droppe min ellers 100 % vegetariske livsstil - hvilket resulterede i endnu en madforgiftning. Denne gang var det dog ovre på et par timer.
                             Søndag stod vi op kl. 3.30 for at gå ned til søen igen, hvor vi havde fået at vide, at en mand ville vente på os og sejle os over til et bjerg, som vi skulle vandre op af for at komme op og se solopgangen. Dette skulle nemlig være noget af det flotteste at se i Pokhara. Det var fuldstændig sort og bortset fra de vilde hunde, var der ikke tegn på liv nogle steder. Dette fik vi bekræftet, da vi kom ned til søen og der stod 'no entry' og ikke var nogen mand. I 10 minutter overvejede vi at stjæle en båd og sejle af sted alligevel. Men vi blev dog enige om, at det var dumt og farligt :P I stedet satte vi trætte, lidt skuffede, men samtidig i grinende humør kursen tilbage mod hotellet. På vejen sluttede 6 hunde sig til os, som vi gav vand. Det blev en meget speciel og hyggelig tur - en tur som jeg nok aldrig vil glemme, men som ikke rigtig kan beskrives til fulde.
Vi stod op igen kl. 6.00 for at gå op på hotellets tag og se solopgangen derfra i stedet. Det var ikke så imponerende, som vi havde forventet, da man ikke rigtig kunne se selve solen. Men vi så hvordan strålerne langsomt ramte bjerget Machhapuchchhre  (engelsk = fishtale), og dette var virkelig flot. Herefter gik vi i seng igen og sov en time, inden morgenmaden blev serveret kl. 7.30. Dagen stod så på sightseeing - meget turistet i forhold til hvad vi ellers har lavet, men super flot at se alligevel. Vi var bl.a. forbi nogle vandfald og en grotte.
Da dette var overstået, satte vi kursen mod bjergene for at paraglide!!!! Dette var noget af en oplevelse for mig og min højdeskræk - men jeg gjorde det :D Og det var skægt ! Udsigten var fantastisk, og oplevelsen var noget helt for sig selv! På turen hjem satte vi os alle fire på taget af jeepen og kørte hjem som var vi lokale. Dette fik en del til at vænne sig om og kigge en ekstra gang, men det var hamrende sjovt !
Da vi kom hjem, tog vi ud i byen for at leje nogle scootere, men pga. krisen med Indien var dette ikke muligt. I stedet lejede vi en båd i 2 timer og sejlede ud på søen for os selv. Dette var endnu en oplevelse, som jeg nok aldrig vil glemme. Stemningen var helt i top, udsigten var fantastisk og at ligge i den båd og kigge rundt og nyde Nepals natur, hvor den er smukkest, kan slet ikke beskrives. Undervejs begyndte det at regne, tordne og lyne - så vi nåede lige at kigge på hinanden med en smule frygt i øjnene (vi var nemlig en time væk fra 'havnen'), men det var heldigvis langt væk, så vi tog det stille og roligt. Det var bare med til at gøre det endnu mere unikt.
Da vi endelig var tilbage, var det helt mørkt. Vi brugte aftenen på forskellig shopping i gaderne - jeg har købt det flotteste maleri!!!! -  og spiste så igen på OR2K, inden vi gik hjem i seng.
                             Mandag stod vi op kl. 7 for at pakke vores ting og spise morgenmad, inden vi skulle af sted igen.  Det vidste sig, at turistbusserne ikke havde nok benzin, så i stedet blev vi sat på en lokal bus. Det var langt bedre end frygtet, men stadig lidt af en oplevelse. Chaufføren kørte endnu mere voldsomt, end ham i turistbussen og pauserne var langt kortere. Dette betød bl.a., at vi ikke fik noget frokost. Men vi nåede hjem på 9 timer og blev mødt af en 24-timers strømafbrydelse pga. opstarten på den store festival. Som start på denne bærer man et kæmpe tårn med en kjole rundt fra en by til en anden - et tårn som symboliserer regnguden og ønsket om regn i de områder i Kathmandu, som ikke får så meget. Tårnet er så højt, at de på vejen klipper alle ledninger og kabler ned, som er i vejen. Derfor er al internet og strøm væk i et godt stykke tid herefter. Meget specielt!
                             Tirsdag begyndte endnu en arbejdsdag, hvor vi begyndte på fundamentet og murearbejdet. Det var meget stille og roligt. Efter arbejde tog vi til bageren og hyggede et par timer, derefter hjem og vaske tøj. Om aftenen satte vi os op på taget - Thea tog sin ukulele med og så sad vi og sang sange alle sammen, imens vi kiggede på stjernerne og så ud på dalen.
                             I dag færdiggjorde vi det første fundament og kom generelt ret langt. Efter arbejde tog jeg ned til et lokalt fitnesscenter for at træne. Undervejs  begyndte det at regne - jeg tænkte, at jeg ville vente med at gå til det stoppede, men efter 30 min blev jeg nødt til at gå alligevel. På 30 minutter var gaden blevet fuldstændig oversvømmet, så jeg måtte tage skoene i hånden og vade igennem vandet hjem, som gik mig til midt på skinnebenet. Samtidig var det mørkt, så det var en meget speciel oplevelse.
Pt. er vi ved at planlægge weekendens tur til Chitwan, derudover har vi fri hele næste uge - så jeg får forhåbentlig mulighed for at opleve lidt af hvert. Drengene er desuden ved at planlægge at vandre Annapurna Circuit, så jeg er ved at diskutere med mig selv om, hvorvidt jeg skal tage med. Det kunne være ret vildt !

Håbet I har det godt derhjemme !!!